Under valgkampen kan du følge mig på min hjemmeside: http://sorentoft.venstre.dk, hvor du bl.a. kan læse mine indlæg og finde oplysninger om, hvor du kan møde mig i valgkampen.

De fleste af os er stolte af vores hovedstad. Og stolte af, at København i 2009 skal danne den smukke ramme, når hele verden mødes for at diskutere klimaudfordringer. Lad os udnytte den fantastiske mulighed til fulde. Lad os vise verden, at der er en grund til, at FN-topmødet foregår i København. Ganske enkelt fordi Danmark har den reneste hovedstad i Europa. Dette bør nemlig være vores ambitiøse mål frem mod topmødet. 

FN-topmødet og al den bevågenhed, der følger med, er den perfekte anledning til at gå foran på miljøområdet og samtidig profilere vores hovedstad. Lad os hurtigst muligt sætte skub i en klimaplan for København. Vi kan eksempelvis hente inspiration i Frederikshavn, som har udnævnt sig selv til klimakommune. Det indebærer, at kommunen på fem år skal reducere deres CO2-udslip med fem procent. Lad os sætte det samme mål for København.

Regeringen har afsat 5 milliarder kroner til afholdelse af topmødet. Nogle af disse penge kunne med fordel bruges på at få afprøvet og udbredt bæredygtig teknologi i København. Der sidder en mængde dygtige folk rundt på landets universiteter, som har ideerne – men ikke midlerne – til at få sat skub i deres miljørigtige projekter.

Engagér borgerne ved at udskrive en idékonkurrence om, hvordan vi gør vores hovedstad renere. Og frem for alt skal vi turde tænke nyt. Skal vi indføre bilfrie søndage i indre by ligesom i London? Skal det koste bøder at smide affald i gaderne?

Dette er ikke kun et københavnerprojekt, for alle gode tiltag bør med tiden spredes til hele landet. Men under FN-topmødet skal vores hovedstad fungere som ambassadør for resten af Danmark. Derfor bør alle gode kræfter hurtigst muligt forenes om at sætte København på det store klimalandkort.

Indlæg bragt i Politiken 8.oktober

Af Søren Toft, folketingskandidat (V), København

Det er bestemt spændende at høre statsminister Anders Fogh Rasmussen fremlægge en både visionær og konkret tipunkts-handlingsplan, der skal skaffe flere danskere i arbejde de kommende år. Der er dog et 11. punkt, som jeg savner i handlingsplanen: Bedre udnyttelse af den store ressource, som findes blandt de studerende.

Den offentlige sektor bør i langt højere grad begynde at ansætte bachelorer end i dag. Mere konkret bør regeringen undersøge, hvilke stillinger i det offentlige – især i kommunernes, regionernes og i statens administration – man uden større vanskeligheder kan ansætte medarbejdere i med en tre-årig universitetsuddannelse frem for medarbejdere med en hel kandidatuddannelse.

Sandheden er jo den, at man i mange jobs – både i det offentlige og private – slet ikke behøver 5-7 års akademiske studier for at bestride funktionerne fuldt ud tilfredsstillende i det daglige. Arbejdsgiverne ansætter i virkeligheden kandidater i dag i alt for mange stillinger, hvor medarbejderne viser sig at være overkvalificeret – og det er jo spild af tid og gode kræfter.

Bachelor-arbejdskraft bliver brugt med stor succes i lande som USA og UK. Her er det faktisk helt normalt, at de studerende stopper studierne efter bachelor-uddannelsen for at tjene penge til dagen og vejen og få arbejdserfaring i bagagen. Mange vender så tilbage til universitetsstudierne på et senere tidspunkt.

Da jeg på et tidspunkt selv læste en kandidatgrad i Boston, havde hovedparten af mine amerikanske medstuderende allerede tilbragt adskillige år ude i det pulserende arbejdsliv. Ikke nok med at de havde den fordel, at de rent faktisk viste, hvordan vilkårene var ’ude i den virkelige verden’. De var også langt mere bevidste om, hvad de selv kunne, og hvad de ville med/ville have ud af deres mastergrad.

Jeg er overbevist om, at sådan et nyt forløb – hvor de studerende hopper ind og ud af studierne – også vil styrke universiteterne, idet mange kandidatuddannelser vil få et langt mere professionelt og praksisbaseret indhold end i dag. De studerende vil få en god løn i stedet for SU, og mange vil komme tilbage til universiteterne med en reel arbejdserfaring, der kan bringes i spil i undervisningen – og samtidig kræve af universiteterne, at de skal forholde sig mere konkret til de udfordringer, som man slås med ude på dagens arbejdsmarked. Alle vil vinde ved den model.

Samfundet vil kunne hente flere tusinde ekstra medarbejdere 1-3 år tidligere ind på arbejdsmarkedet i de kommende år. Dette vil i sig selv skabe mange tusinde nye arbejdspladser. De studerende begynder at betale skat langt tidligere end i dag og dermed får statskassen også en stor gevinst ud af det.

I mange private virksomheder har man da også indset dette for længst: At det gælder om at lade kompetencer og opgaver gå hånd i hånd – hellere ansætte en billigere arbejdskraft med lidt færre kompetencer, for resten kan alligevel læres i jobbet.

Dette var vel oprindeligt også tanken bag bachelor-reformen i 1980’erne, men Bertel Haarders reform fik aldrig luft under vingerne dengang. I dag er situationen en helt anden. Der er utroligt stor efterspørgsel efter arbejdskraft – lad os dog kigge på tingene med friske øjne.